Artiklen fundet på http://www.urtehave.dk/torring_af_krydderurter.html

Fra april til oktober/november kan man hente friske krydderurter i haven. De friske krydderurter er de bedste, de er mildere i smagen og kan bruges i større mængder og blandes friere. De skal tilsættes mod slutningen af kogetiden, mens de tørrede skal koge mindst halvdelen af kogetiden.

Men i vintertiden vil man gerne have "krydderi på tilværelsen". Selvfølgelig kan man købe tørrede krydderier, men man kan også sagtens selv tørre dem.

På en varm sommerdag med sol plukkes stilke af krydderurten. Gerne en dag, hvor der er udsigt til flere tørre dage. Mynten plukkes inden den går i blomst. Det gælder mange krydderurter, mens timian og oregano plukkes lige i starten af blomstringen. På dagen må man først plukke krydderurterne, når duggen er helt forsvunden, og gerne inden den allervarmeste middagshede. Men det vigtigste er ikke om de plukkes lige før blomstring, det vigtigste er, at meteologerne har lovet en uges tørt vejr med sol, for det er sådant et vejr der skal til for at tørre krydderurter ude i Danmark
 

Stilkene bundtes i små buketter, der holdes sammen med en elastik og hænges til tørre på et luftigt og tørt sted og i skygge (hvis de hænges i direkte sol, forsvinder smags- og duftstofferne, og man får bare noget tørt "hø"). Buketterne hænges med hovederne nedad, så luften frit kan cirkulere omkring dem. Her skal de gerne tørre indenfor en uge. Det er vigtigt at undgå skimmel, så hvis det sætter ind med fugtigt vejr, kan det blive nødvendigt at lufttørre færdigt i ovnen med lågen lidt åben, men kun ved 30 grader - bliver det varmere, forsvinder smagsstofferne.

Når buketterne er tørre, dvs. når bladene knaser og stænglen let knækker, så trækkes bladene af stænglerne og smuldres med fingerne. Tørrede urter opbevares i glas eller krukker med låg og står så de ikke får lys. Tørrede krydderurter til mad bør bruges indenfor et år. Så kassér resterne fra sidste år, når de tørrede urter er i hus.

Enkelte krydderurter kan nedfryses friske. Mange har prøvet med persille. Roden af peberrod kan også fryses i hel tilstand. Andre krydderurter f.eks.løvstikke, dild, og andre saftige krydderurter kan hakkes og gemmes inden i en isterning. Isterningerne opbevares i en boks - en boks for hvert krydderi. Derved undgår man, at der afgives smag til andre varer. Når man hen på vinteren vil lave suppe, putter man bare sådanne isterninge i suppegryden.